Drømmer du om landsbyidyl, skal du slå til nu, inden priserne stikker af

Landsbyidyl

Rundt om i landets mindre byer findes en række hyggelige, små byer, som traditionelt har været meget billigere end boligerne i byen. Sådan vil det nok også være fremover, men forskellen kan skrumpe og priserne på boliger stige i landkommunerne.

I hvert fald ser salget af boliger ud til at stige voldsomt, hvis man kigger på Boligsiden.dk’s tal for bolighandler i januar sammenlignet med samme måned for 5 år siden.

Faktisk er der stigninger over hele landet i aktiviteten på boligmarkedet, men ændringen er markant større på landet, end den er i byen.

Dobbelt op på solgte huse på landet

Når vi bruger begrebet ’på landet’ skal det forstås som de kommuner, der er klassificeret som landkommuner. Det kan altså godt være i de mindre byer, der findes i kommunerne, uden at være decideret landejendomme.

Forskellen mellem land og by på kommuneplan er dog til at tage og føle på.

Ifølge Boligsiden.dk er der sket en stigning i antal solgte huse i bykommuner på 8 procent i forhold til året før, hvor det i landkommunerne er dobbelt så stor en procentuel stigning, nemlig 16 procent.

Kigger man på fem år tilbage i stedet for det foregående år, er der store stigninger over hele linjen, men igen er landkommunerne i førersædet. I bykommuner blev der solgt 51 procent flere huse i januar i år, end januar for 5 år siden, mens det i landkommunerne var hele 86 procent mere.

Østjyske kommuner fører an

Østjyske kommuner sælger

Især i Østjylland ser det ud til, at ejendomsmæglerne har banket mange ’solgt’-skilte i jorden sammenlignet med tidligere. Boligsiden fremhæver selv to tendenser, blandt andet den korte afstand til store byer som en grund til, at bestemte kommuner har mange boligsalg.

Heriblandt ser Norddjurs Kommune ud til at være den store vinder, da de på 5 år har fået solgt hele 320 procent flere huse. Norddjurs er en kommune, der i den vestlige del af kommunen især har kort afstand til Randers og Aarhus – Danmarks sjettestørste og næststørste by.

Ejendomsmæglerne i byer i Norddjurs Kommune med byer som Ørsted, Allingåbro og Auning på mellem 1500 og 3000 indbyggere, har altså været særdeles aktive i den seneste tid.

Der er dog også andre kommuner, hvor ejendomsmæglerne har haft travlt. Odder Kommune i Østjylland har solgt 200 procent flere huse end for 5 år siden, og Faaborg-Midtfyn Kommune har solgt 258 procent flere huse i samme periode.

Efterspørgsel skubber priserne

Helt grundlæggende fungerer markedsøkonomier sådan, at jo større efterspørgsel, der er på en given vare, des større pris kan sælgerne tillade sig at tage for varen. Sådan er det også med huse og boliger.

Derfor kan det øgede salg af huse i landkommunerne især og hele landet generelt, godt komme til at betyde, at priserne vil stige i en nær fremtid.

Efter en økonomisk krise, der har haft efterdønninger i årevis, ser det altså for alvor ud til, at danskerne også begynder at handle efter det, de økonomiske eksperter har sagt i et stykke tid – nemlig at vi er ved at være ude af krisen.

Som regel tager det noget tid, inden forbrugerne følger efter, men bruger man boligsalget som en indikator, ser det positivt ud. Det betyder så også, at hvis man gerne vil lave den gode handel, skal det til at være.