Har du nogensinde oplevet, at din hud bliver rød, kløende og hævet, hvis du sprøjter parfume på huden, eller hvis du bruger værktøjer, som indeholder nikkel? Så lider du muligvis af hudallergi.
Hudallergi eller kontaktallergi, som det ofte også kaldes, er en allergitype, som kan opstå hos alle. Jo mere man er i kontakt med det eller de allergifremkaldende stoffer, jo større er risikoen nemlig også for, at man udvikler allergi. Det betyder dog ikke, at alle som udsættes for allergifremkaldende stoffer udvikler hudallergi.
Man mener, at omkring 10% af befolkningen i Danmark har kontaktallergi. Det er derfor også en meget udbredt allergitype, og har man først fået allergi overfor et bestemt stof, vil man være allergisk resten af livet. Dog er der flere ting man kan gøre for at forebygge hudallergi og mindske risikoen for at udvikle allergien.
Hvad er kontaktallergi?
Kontaktallergi eller hudallergi kan opstå gennem kontakt med allergifremkaldende stoffer såsom for eksempel parfume, farvestoffer eller metaller som nikkel. Disse er nogle af de mest almindelige årsager til kontaktallergi. Dog kan konserveringsmidler, maling, rengøringsmidler og tekstiler også være med til at fremkalde allergi.
Symptomerne på hudallergi er eksem, som særligt viser sig ved rødme, hævelse og kløe de steder, som har været i kontakt med stoffet. Dog kan eksemet også brede sig til resten af kroppen. Der kan desuden komme små blærer på huden, som kan briste og blive til sår.
Symptomerne på kontaktallergi kommer ofte ikke lige efter, at man har været i kontakt med det allergifremkaldende stof, men har en forsinket reaktionstid. Det betyder derfor også, at der kan gå noget tid før symptomerne opstår, nogle gange op til nogle dage.
Som nævnt er hudallergi en allergitype, som varer ved resten af livet. Dog vil eksemet typisk kun opstå, hvis huden kommer i kontakt med stoffet, men hvis ikke eksemet bliver behandlet, kan man risikere, at tilstanden bliver kronisk, og at eksemet ikke forsvinder, selvom man ikke er i kontakt med det allergifremkaldende stof.
Tips til at forebygge hudallergi
Den bedste metode til at forebygge hudallergi, er helt at undgå allergifremkaldende stoffer eller også begrænse de allergifremkaldende stoffer, du udsætter huden for. Oplever du en allergisk reaktion, er det desuden vigtigt, at du ophører med at udsætte din hud for stoffet.
Er du i tvivl om, hvad den allergiske reaktion skyldes, kan det også være en idé at gå til lægen for at få det udredt.
Gode råd til nikkelallergi
Nikkel er en af de metaller, som kan være med til at give kontaktallergi, og som deraf har fået navnet nikkelallergi. Engang var særligt smykker og spænder en af de mest almindelige årsager til udvikling af nikkelallergi. Der er dog sidenhen kommet en EU-lovgivning i forhold til, hvor meget nikkel der må være i disse, hvilket gør, at det ikke er helt så udbredt længere.
Nikkel kan dog stadig forekomme i blandt andet værktøj, mønter, lynlåse, nøgler og i nogle tilfælde mobiltelefoner. Da man kun kortvarigt bruger disse ting, er risikoen for at disse produkter medfører allergi ikke så høj.
Vil du undgå nikkelallergi kan det dog være en god idé at gå efter mobiltelefoner som med sikkerhed ikke afgiver nikkel. Det kan desuden være en mulighed at teste telefonen, smykker og lignende for nikkel med et testsæt, hvis du vil være på den sikre side. Oplever du eksem ved at bruge et produkt, som afgiver nikkel, er det vigtigt, at du afholder dig fra at være i kontakt med produktet.
Gode råd til parfumeallergi
Parfume er et andet stof, som kan være årsagen til udvikling af kontaktallergi, og bliver ofte omtalt som parfumeallergi. Risikoen for udvikling af parfumeallergi øges, jo længere tid huden er i kontakt med parfumestofferne. Vil du undgå parfumeallergi er det således en god idé at undgå eller begrænse mængden af parfumestoffer.
Parfume findes i rigtig mange produkter, herunder blandt andet cremer, deodoranter, parfume, sæbe, vaskemiddel og skyllemiddel, rengøringsmidler og mange flere. Vil du begrænse parfumestoffer i hverdagen, er det således en god idé at kigge på ingredienserne på de produkter du bruger til hverdag.
Hvis mange af dine produkter indeholder parfume, kan du med fordel skifte dem ud med produkter, som er parfumefri, eller som er Svanemærket eller Astma-Allergi mærket. Husk at essentielle olier også indeholder parfume. Bruger du parfume, kan det være en god idé at begrænse mængden, og sprøjte parfumen på tøjet i stedet for direkte på huden.
Gode råd til allergi overfor farvestoffer
Nogle udvikler en allergi overfor farvestoffer, som fx findes i hårfarve og afblegning samt hennatatoveringer. Det er sjældent, at man udvikler en allergi eller overfølsomhed overfor alle farvestoffer, men det er ikke unormalt at man udvikler allergi overfor et farvestof.
For at mindske risikoen for at udvikle allergi overfor farvestoffer i hårfarve eller afblegning, kan det være en god idé enten helt at undlade at farve hår eller at overveje striber i stedet for at farve eller afblege hele håret. Vælger du at farve hår, er det desuden vigtigt, at du tester hårfarven på et lille sted på huden for at finde ud af, om du er allergisk.
Nogle hennatatoveringer indeholder farvestoffet PPD, som kan være meget allergifremkaldende. Hvis du vil indgå allergi, er det derfor en god idé at undgå denne type tatoveringer. Vær opmærksom på, at du bør undgå at farve hår, hvis du er allergisk overfor hennatatoveringer.