Kvindelige Iværksættere: Anja Lysholm

Hvem er du?

Jeg hedder Anja Lysholm, er 42 år og bor i København. Min virksomhed, Uforklarbar, er en ret blandet biks. Det jeg brænder allermest for, er jeg først for et års tid siden gået helhjertet ind i, selv om jeg har haft min virksomhed siden 2006, så det er mest andre opgaver der betaler regningerne p.t. Passionen er at undervise folk I at udforske deres bevidsthed, primært via et lydsystem der hedder Hemi-Sync som giver nem adgang til dybere/højere lag i bevidstheden.

Jeg har oversat og udgivet to bøger om livet efter døden, og mit næste projekt er at undervise folk i specifikt at få adgang til de dele af bevidstheden også. Det lyder måske lidt syret, men det er faktisk ret jordnært – i hvert fald i de metoder jeg underviser i.

Derudover er jeg speaker. Jeg indtaler små reklamefilm, telefonsvarere, guidede meditationer, e-learning og den slags via billigtspeak.dk.

Og så er jeg lønmodtager et par dage om ugen i Regnskabsskolen.

Hvad brænder du mest for ved at være iværksætter?

Det at jeg kan gøre tingene sådan som jeg synes de skal gøres. Jeg brænder for at få mine budskaber ud på lige netop min måde.

Og så det at det også er en selvudviklingsvej. Jeg får lov at se en masse sider af mig selv i øjnene fordi jeg er nødt til at blomstre som lige præcis den jeg er, for at få tingene til at lykkes. Som al selvudvikling kan det være benhårdt, men også enormt tilfredsstillende når man mærker at man har bevæget sig et godt stykke både indadtil og udadtil.

Hvad er dine stærkeste egenskaber?

Tålmodighed, ro og en ukuelig optimisme. Jeg er ikke lynhurtig til at nå mine mål, men jeg skal nok nå dem – og jeg har tid nok. Og så har jeg en temmelig bred vifte af kompetencer som gør at jeg kan klare mange ting selv.

Hvorfor blev du iværksætter?

Anja LysholmOprindeligt fordi jeg ville starte en bogcafe. Jeg besøgte en dag en skøn spirituel boghandel hvor jeg havde lyst til at bruge timevis på at kigge og bladre, og jeg fik den tanke at der burde findes en spirituel bogcafe. Jeg blev helt bidt af ideen og tilmeldte mig et iværksætterkursus ude i Valby. Hvor vi i øvrigt var hele 3 på holdet der drømte om at lave bogcafeer, men alle med helt forskellige koncepter. Jeg kunne ikke tænke på andet i månedsvis. Navnet fandt min bror på – egentlig bare som en joke: Uforklarbar.

Drømmen døde på økonomi og det faktum at jeg absolut intet anede om hverken cafedrift eller boghandel. Men lidt ”bog” var der dog i mig, for jeg havde oversat en bog om livet efter døden sammen med min kæreste. Den kunne vi ikke få udgivet på et etableret forlag, så den amerikanske forfatter endte med at give os rettighederne så vi selv kunne gøre det, og så tænkte jeg ”hey, det er da et stille og roligt første skridt ind i bogbranchen” – og så var Forlaget Uforklarbar født.

Bliver du aldrig træt af at være iværksætter?

Nej. Jeg kan ikke forestille mig nogensinde at lukke min virksomhed. Den er mig, og jeg er den, og det ville føles som at skære en arm af.

Hvordan ved du, hvad der er det rigtige for dig, og hvordan klarer du dig ud af negative situationer?

Jeg kan simpelthen mærke det i kroppen. Når noget er rigtigt, så kan jeg slet ikke lade være med at gå den vej. Og når noget er forkert, så får jeg det lynhurtigt dårligt med det – både fysisk og psykisk.

Jeg oplever ikke mange negative situationer, nu hvor jeg tænker over det. Måske fordi jeg kan vende det meste til noget positivt. Men selvfølgelig sker der mindre behagelige ting. Hvis det er noget der kræver en konfrontation, så er 100 % ærlighed vejen frem. Hvis det er noget der ikke er noget at gøre ved, så arbejder jeg med det til jeg kan se det som en fordel. Eller til jeg kan slippe det hvis det ikke er noget jeg behøver forholde mig mere til.

Hvad er det bedste ved at være iværksætter? Og er det sværere at være kvindelig iværksætter?

Jeg kan ikke se at det skulle være sværere at være kvindelig iværksætter. Det jeg kan opleve som svært, uden at vide om det er en særlig kvindelig egenskab, er at jeg ikke synes jeg passer ind i den klassiske iværksætterskabelon. Jeg arbejder for mig selv om min sag, og det er i sig selv ikke særlig iværksætteragtigt set med erhvervsøjne. Jeg er ligeglad med at få en stor virksomhed – jeg ønsker bare at klare mig selv og kunne gøre hvad jeg har lyst til. Det bedste er netop dét – at ingen andre bestemmer hvornår jeg skal stå op om morgenen, hvad tid jeg skal arbejde, og hvad jeg skal foretage mig.

Har du en inspirationskilde i erhvervslivet – og hvorfor inspirerer personen dig?

Alle der lever af deres passion, inspirerer mig. Jeg synes det er meget svært at pege på en bestemt person. Hvis jeg absolut skal, så ligger Martin Thorborg lige for når vi taler iværksætteri. Men det er overhovedet ikke pga. hans ervherv. Det er fordi han har en meget stærk personlig integritet. Man ved altid hvor man har ham, og man kan være 100 % ærlig over for ham og forvente det  samme den anden vej. Jeg kender ham fordi jeg var den første han ansatte i Amino, og jeg var superglad for at have ham som chef. Han er simpelthen et af de bedste mennesker jeg nogensinde har mødt.

Tænker du nogensinde over, om der er noget, du kunne have gjort bedre?

Nej, for det er der ikke. Kunne jeg have gjort noget bedre, så havde jeg gjort det. Men jo, jeg gør det selvfølgelig på den måde at hvis noget ikke gik som jeg havde håbet, så ser jeg på hvad jeg kan gøre anderledes næste gang.

Tænker du nogensinde på, hvordan dit liv ville være, hvis du ikke var iværksætter?

Ja, og jeg bryder mig ikke om tanken. Jeg kan ikke se mig selv i et almindeligt fuldtidsjob nogensinde mere.  Nu er jeg jo lønmodtager på deltid, og jeg er virkelig glad for min arbejdsplads, men hvis jeg skulle møde hver dag fra 9 til 17 og lave noget der ikke 100 % var min egen passion, så ville jeg langsomt dø indvendigt. Og helt praktisk er jeg både introvert og B-menneske hvilket betyder at jeg har brug for rigtig meget alenetid i min egen boble – og helst om aftenen eller natten. Jeg vil simpelthen få et dårligere liv hvis jeg skal passe ind i en udadvendt A-menneskeverden. Jeg gætter faktisk på at mange er blevet selvstændige af netop den grund.