Kvindelige iværksættere: Bettina Fau Clausen

Hvem er du?

Mit navn er Bettina Fau Clausen. Jeg er ejer af byheart.dk, som er et nystartet smykkefirma, hvor jeg designer, udvikler og sælger smykker. Derudover har jeg en lille interiør-/brugskunstbutik i Ebeltoft. Den fungerer som en slags base, imens jeg udvikler byheart.dk. Jeg har arbejdet i smykkebranchen det meste af min karriere – dels som selvstændig sammen med min tidligere mand og dels som indkøber i en smykke- og urkæde.

For halvandet år siden valgte jeg at starte byheart.dk, som er min helt store passion. Navnet indikerer helt enkelt det, jeg står for og tror på. Med byheart.dk ønsker jeg at sende et budskab om kærlighed. Vigtigst af alt er kærligheden – både den til os selv og den til verdenen omkring os. Det er netop, hvad smykker kan – bringe skønhed, glæde og kærlighed.

Jeg elsker at være i gang, og betragter egentlig ikke mit arbejde som decideret arbejde. For mig er arbejdet en passion. Det er en livsstil.

Hvad brænder du mest for ved at være iværksætter?

Jeg brænder for at være med til at formidle følelser og positive og dejlige budskaber. Kvalitet, æstetik og skønhed er vigtige nøgleord for mig. Derudover er det vigtigt for mig at være en del af nogle gode historier. Jeg nyder at skabe og se mine ting få liv sammen med dygtige samarbejdspartnere. Jeg arbejder blandt andet tæt sammen med en af de dygtigste guldsmede og produktudviklere, og han brænder ligesom jeg for håndværket, æstetikken, og dér, hvor det hele bare går op i en højere enhed. Der mærker jeg, at jeg lever, og bliver så lykkelig og taknemmelig.

Hvad er dine stærkeste egenskaber?

Mine stærkeste egenskaber er helt klart min passion og min begejstring og så mit mod til at turde. Jeg føler en styrke i mit mod til at turde – selvom det ikke altid er nemt. Jeg har været igennem hårde økonomiske krisetider, og derfor betyder det at starte en virksomhed op igen, at jeg tør og kan noget, som jeg egentlig ikke troede, jeg kunne. Det er en kæmpe styrke, at jeg har gjort det uden hjælp fra en bank eller anden finansiel støtte. Jeg tænker, at det bliver min styrke senere hen. Derudover har jeg et positivt og meget kreativt sind. Jeg tænker altid på nye idéer.

I og med at jeg har været igennem flere bump og udfordringer i livet, har jeg fået oparbejdet en unik robusthed. De mange udfordringer har lært mig, at man kan lære af alle problemer. Dermed bliver et problem til en gave – selvom det næsten kan være umuligt at tro på i det øjeblik.

Hvorfor blev du iværksætter?

Det har været en drøm og et ønske at starte for mig selv. I starten må jeg faktisk erkende, at jeg troede, at det økonomiske grundlag eller manglen på samme ville gøre det umuligt.

Diverse jobs, hvor jeg var ansat, fungerede bare ikke for mig, og jeg har ofte gået med en følelse af at være det forkerte sted. Det gjorde mig ked af det, og jeg følte mig låst.

Det gjorde, at jeg trak stikket et års tid og startede derefter lidt tilfældigt butikken op i Ebeltoft. Samtidig med at jeg drev butikken, begyndte jeg at udvikle byheart.dk og de første kollektioner herunder.

Bliver du aldrig træt af at være iværksætter?

Nej, ikke som sådan. Jeg må erkende, at den sårbare økonomi godt kan udmatte mig indimellem. I disse situationer kan jeg godt fristes til et helt normalt lønmodtagerliv. Jeg har faktisk som sådan ikke noget imod et normalt lønmodtagerjob, jeg har bare ikke oplevet og følt den samme dybe tilfredsstillelse og umiddelbare livsglæde i en ansættelse. Derfor har livet drevet mig herhen, hvor jeg er nu.

Friheden i at være selvstændig betyder meget for mig og evnen til at skabe og bruge mig selv kreativt – det giver alt sammen mening for mig. Mere kompliceret tror jeg ikke, at det behøver at være – jeg tror på enkelthed.

Hvordan ved du, hvad der er det rigtige for dig, og hvordan klarer du dig I negative situationer?

At vide, hvad det rigtige er for mig, er en følelse. Jeg kigger på, om noget bevæger sig i en positiv retning, eller om det er frygt, der styrer. Jeg kan mærke forskellen med det samme, og stoler på min intuition.

Jeg er desuden rigtig god til at erkende, når der er noget, jeg ikke ved. Derfor rådspørger jeg mig meget i mit netværk. Det sker især, hvis det handler om ting, som er udenfor mit kerneområde. Her samler jeg råd og informationer, og mærker efter, om det er noget, jeg kan bruge i mit videre forløb.

Negative situationer klarer jeg ved at trække mig tilbage og give mig selv ro og plads til at overveje, hvad jeg skal gøre. Nogle gange grubler jeg for længe. Hvis det sker, tager jeg fat i de personer, som jeg stoler 100 % på og spørger dem om hjælp.

Hvad er det bedste ved at være iværksætter? Og er det sværere at være kvindelig iværksætter?

Det bedste ved at være iværksætter er helt klart at skabe og udvikle min virksomhed med de værdier, som jeg lever efter og tror på. Det betyder meget for mig, at jeg ikke behøver at skulle gå på kompromis med noget. Et godt liv er for mig et liv, hvor jeg skaber og trives med kreativitet og mødes med masser af dejlige mennesker. Jeg glædes og forundres dagligt over de dejlige, dygtige og sjove mennesker, som jeg møder på min vej.

Jeg oplever ikke, at det er sværere at være kvindelig iværksætter. Jeg tænker faktisk aldrig over det. Jeg tror på, at hvis man er tro mod sig selv, og det man står for, så er kønnet underordnet. Hvis man følger dette, så kan man gå lige præcis den vej, man ønsker at gå.

Har du en inspirationskilde i erhvervslivet – hvorfor inspirerer personen dig?

Min inspiration kommer nok mest fra personligheder. De lidt skæve typer, som tør “larme”, og som hviler i sig selv. Derudover kommer min inspiration også fra mennesker, som har gået meget igennem og derefter rejst sig som stærke og kærlige mennesker uden at være blevet bitre og kyniske af det, de har været igennem. De mennesker, som vælger at fokusere på at bruge deres oplevelser og erfaringer til at skabe en bedre verden.

Hvis jeg skal vælge én person, så er det Claus Meyer. Jeg elsker selv at lave mad og elsker alt, der er forbundet med det gode måltid. Jeg er vild med hans passion og kærlighed til råvarer og gastronomi – det er meget inspirerende for mig. Måden han har gjort det til sin levevej på og skabt nogle fantastiske virksomheder, der spænder meget bredt, men stadig har passionen og kvalitetskravene som fællesnævnere. Det har jeg dyb respekt for. Han er i helhed en skøn ildsjæl!

Tænker du nogensinde over, om der er noget, du kunne have gjort bedre?

Jeg gør altid mit bedste, men jeg er ikke perfektionist. Jeg kan godt give slip, og det tror jeg, er vigtigt. Men jeg reflekterer også over tingene, hvis jeg laver fejl. På den måde kan jeg gøre det anderledes og bedre en anden gang. Jeg bruger mine fejl som læring, så jeg på den måde kan udvikle mig og blive bedre.

Tænker du nogensinde på, hvordan dit liv ville være, hvis du ikke var iværksætter?

Nej, det gør jeg egentlig ikke. Jeg definerer faktisk ikke mig selv som iværksætter. Lige nu er jeg her, hvor jeg prøver at skabe min drømmevirksomhed. Lykken har mange former, tænker jeg. Jeg tror, at lykken kan udleves i mange forskellige scenarier, men jeg er ret glad for lige præcis, hvor jeg er nu.