Kvindelige iværksættere: Tina Bruun

Hvem er du?

Mit navn er Tina Bruun. Jeg er kvindelig iværksætter og ejer virksomheden TBsupport. Hvis jeg kort skal fortælle, hvem jeg er som person, så vil jeg beskrive mig selv, som et aktivt familiemenneske. Der sker rigtig meget i mit liv hele tiden, og derfor er det også vigtigt, at jeg kan tømme hovedet en gang i mellem.

Hvad brænder du mest for ved at være iværksætter?

Jeg brænder i det hele taget meget for iværksætteri og udvikling af min egen virksomhed. Det er meget vigtigt for mig, at kunne se mål og arbejde mig frem efter dem hele tiden. Jeg gør det så godt, jeg kan og arbejder altid 100 % med hele mit hjerte og min vilje.

Jeg har det bedst, når jeg kan se ting ske og når jeg kan se en klar udvikling af mit arbejde. Det gælder dog også på hjemmefronten i min familie. Det er netop dette, som driver mig frem til det næste punkt.

Hvad er dine stærkeste egenskaber?

Jeg har rigtig mange stærke egenskaber. Dog er der to egenskaber, som går igen hver eneste dag. Den ene er mit helikopterblik, som gør, at jeg ofte ser ting lidt før, de går galt. Det reder mig ud af rigtig mange situationer og sørger for, at jeg ikke taber hovedet. Det hjælper mig blandt andet også til, at jeg kan se, hvilken retning der er den rigtige.

Min anden store egenskab er min interesse for, at træffe beslutninger. Jeg træffer mange store beslutninger dagligt og det tror jeg, gælder for de fleste iværksættere. Derefter må jeg krydse mine fingre og håbe på, at det er den rigtige løsning, der er valgt.

Hvorfor blev du iværksætter?

Jeg blev iværksætter for at tage en udfordring i mit liv. Jeg kan som sagt godt lide, at træffe beslutninger og det var måske netop dette, som drev mig frem i denne stilling som selvstændig. Det betyder meget for mig at prøve mig selv af og se om de forskellige beslutninger holder stik.

Jeg vidste, at jeg kunne min base og det gav mig blod på tanden for, at springe ud i noget nyt og spændende. Jeg synes, at det er enormt spændende, det jeg laver nu og det er en stor fordel for mig, at jeg selv kan råde over min egen tid.

Bliver du aldrig træt af at være iværksætter?

Nej. Der er dog tidspunkter, som kan være meget hårde. Jeg kan somme tider føle, at jeg er til eksamen hele tiden og det kan faktisk være enormt stressende. På disse tidspunkter har jeg en følelse af, at det kunne være dejligt, bare at holde weekend.

Jeg er dog meget glad for at være iværksætter og har ikke fortrudt det. Jeg laver det, som jeg brænder for og det er skønt at være min egen herre.

Hvordan ved du, hvad der er det rigtige for dig, og hvordan klarer du dig ud af negative situationer?

Jeg bruger meget tid på, at mærke efter, hvordan jeg har det. Den dag det føles forkert, da skal jeg stoppe, men ikke før. Jeg følger problemerne til døren og lader dem ikke hænge. Det har dog også vist sig at være et godt valg.

Man skal være klar over, at der altid vil dukke negative situationer op. Her er det især vigtigt, at man bringer tingene i orden, før det bliver alt for uoverskueligt. Jeg tager aldrig mine problemer med hjem, jeg lader dem ligge på min jobbase. Jeg er rigtig god til at give slip og holde fri, selvom jeg til tider godt kan synes, at det er lidt svært.

Hvad er det bedste ved at være iværksætter? Er det sværere at være kvindelig iværksætter?

Det bedste for mig ved at være iværksætter er helt klart, at jeg selv kan råde over min egen tid. Det er mig, der bestemmer hastigheden og min egen succes – det kan jeg godt lide. Derudover betyder det også rigtig meget for mig, at jeg er min egen skaber.

Jeg tror ikke det er sværere at være kvindelig iværksætter – sådan er det i hvert fald ikke for mig. Jeg har faktisk slet ikke tænkt over, hvilke forskelle der kan være og om der overhovedet er nogen.

Har du en inspirationskilde i erhvervslivet – hvorfor inspirerer personen dig?

Jeg har ikke en bestemt person, som er min inspirationskilde. Meget af den inspiration jeg har, den får jeg fra andre virksomheder. Som regel er det virksomheder, der har en rigtig god ånd til at skabe en ”familie” i erhvervslivet, altså et medejerskab eller en udvidelse. Det er blandt andet også det, som jeg selv ønsker at skabe med min egen virksomhed. Jeg vil rigtig gerne have en endnu større succes, have et godt ansvar i virksomheden.

Tænker du nogensinde over, om der er noget du kunne have gjort bedre?

Ja, det gør jeg bestemt. Faktisk var jeg i starten slet ikke klar over, hvor vigtigt det var at skabe et godt netværk. Det er først noget, som jeg er blevet bevidst om inden for det sidste års tid. Det kunne nok have bragt mig meget længere end her, hvor jeg står nu, hvis jeg havde været bedre til dette fra starten af.

Nu har jeg bestemt lært af mine fejl og tager det faktisk med som en positiv ting, da jeg i dag er rigtig god til at tænke over, hvad jeg hele tiden skal være opmærksom på at gøre bedre til næste gang.

Tænker du nogensinde på, hvordan dit liv ville være, hvis ikke du var iværksætter?

Ja det gør jeg til tider. Ofte er det i situationer, hvor jeg føler mig lidt opgivende. Her tænker jeg som regel ”bare jeg dog ikke havde det store ansvar”. Udover disse situationer, så tænker jeg aldrig over det.

Det lå næsten ligetil, at jeg skulle være selvstændig – det var nærmest skæbnen. Det eneste savn jeg har efter at være ansat, er trygheden. Jeg vil dog helt klart anbefale andre at prøve livet som selvstændig. Det er meget vigtigt, at man får den rigtige vejledning i et godt og roligt tempo, så man selv føler, at man kan følge med. Man skal huske, at man altid kan gå tilbage i den trygge ramme i en ansat stilling, hvis man finder ud af, at det ikke helt var så spændende.