Det er ingen hemmelighed, at kvinders fertilitet falder i takt med alderen. Chancen for graviditet er størst i 20’erne og i starterne af 30’erne. Måske har du forsøgt at blive gravid gennem længere tid uden resultat? Selvom det kan være frustrerende og måske endda påvirke dig psykisk, må du ikke give op. Livsstil spiller en stor rolle i forhold til at blive gravid. Ved at omlægge din livsstil kan du forbedre fertiliteten og dermed øge chancen for graviditet.
Kosttilskud
Når du planlægger at blive gravid, kan du udskifte din daglige vitaminpille med et kosttilskud, som indeholder folsyre, jern og zink. Folsyre bidrager til normal vævsvækst, mens zink bidrager til normal frugtbarhed og reproduktion. Jern er med til at øge dannelsen af røde blodlegemer. Nyere forskning viser, at D-vitamin har en positiv effekt i forhold til at øge fertiliteten. D-vitamin går ind og påvirker slimhindens modtagelighed over for det befrugtede æg i livmoderen. Derfor er et tilskud af D-vitamin værd at indtage i forbindelse med de andre kosttilskud.
Kvit de dårlige vaner
Tobak og alkohol er to store syndere, når det kommer til fertilitet. Kvinder der ryger, har sværere ved at blive gravide på grund af de skadelige stoffer i cigaretten. Rygning går ind og påvirker dannelsen af kønshormoner og udviklingen af æg, samt nedsætter æggets evne til at overleve i livmoderen. Rygere går tidligere i overgangsalderen på grund af det manglende kønshormon. Risikoen for spontan abort er ligeledes forhøjet i forhold til ikke-rygere.
Store mængder alkohol kan påvirke ægløsningen og øge risikoen for abort. Det anbefales at minimere sit alkoholforbrug, hvis man ønsker at blive gravid. Det samme gælder mænd, da sædkvaliteten påvirkes af alkohol.
Sund og varieret kost
Sørg for at spise en sund og varieret kost bestående af overvejende grove fibre og grøntsager, magert kød og mejeriprodukter. Sundt fedt fra eksempelvis fede fisk, nødder og kerner, avocado, oliven- og planteolie er vigtige for kroppen, for at kunne optage fedtopløselige vitaminer. Fede fisk er ligeledes en god kilde til omega-3 fedtsyrer, som er gavnlig for fertiliteten. Undgå rovfisk og hold dig til laks, makrel, sild og sardiner. Hold igen med søde sager, hvidt brød og for meget pasta og kartofler, da det har en negativ effekt på fertiliteten.
Din vægt kan ligeledes påvirke din fertilitet i negativ retning. Hvis du er overvægtig eller undervægtig, kan det påvirke hormonbalancen og dermed ægløsningen.
Hold øje med din cyklus
En kvindes menstruationscyklus varer i gennemsnittet 28 dage. Hvis du lærer din cyklus at kende, har du nemmere ved at finde tidspunktet for ægløsning, og dermed hvornår der er gode chancer for at blive gravid. Chancen for at blive gravid er størst i dagene op til ægløsning. Ægløsning finder sted cirka 14 dage før forventet menstruation.
Nogle kvinder kan mærke, hvornår de har ægløsning. Symptomerne er forskellige, men de mest gængse symptomer beskrives som en let smerte eller stikken i underlivet og øget udflåd.
Du kan også købe en ægløsningstest, som viser, hvornår du kan forvente næste ægløsning inden for 24 – 48 timer. Hvis du ønsker en påmindelse om, hvornår det er den bedste tid på måneden, findes der apps til telefonen, som kan overvåge din cyklus og tidspunktet for ægløsning.