Har du altid drømt om at få en pejs, som kan være med til at skabe hygge og varme i dit hjem, men føler du ikke, at du har pladsen til det? Manglende plads kan være en af årsagerne til, at nogle vælger at opgive drømmen om en pejs eller brændeovn i hjemmet. Sådan behøver det dog ikke at være.
Gaspejse fås i mange forskellige størrelser og designs, der gør dem ideelle til at skabe varme og hygge i alle typer hjem – også i mindre boliger. Vil du gerne have en pejs, der kan være med til at skabe en varm og behagelig atmosfære i dit hjem, og som samtidig kan fungere som et stilfuldt møbel, behøver du altså ikke lade manglende plads begrænse dig. Der findes nemlig mange typer gaspejse, der kan være ideelle til din bolig.
Herunder kan du finde inspiration til, hvilke typer af gaspejse der egner sig særligt godt til rum, hvor pladsen er begrænset. Vi giver dig desuden tips til, hvad du skal være opmærksom på, når du ønsker en gaspejs til et mindre rum.
Typer af gaspejse til små rum
Har du begrænset plads i dit hjem, gælder det om at udnytte pladsen så godt som muligt. Derfor er en fritstående gaspejs ikke et oplagt valg, da den optager for meget gulvplads. Skal gaspejsen placeres i et mindre rum, er det heller ikke oplagt at vælge en tunnelpejs, da denne type pejs ofte benyttes som rumdeler i større rum.
Derimod kan en front gaspejs eller en 2-sidet gaspejs være et godt valg til mindre boliger og små rum.
Front gaspejs
En front gaspejs er en indbygget gaspejs med én glasside. Front gaspejse installeres direkte i en eksisterende væg, og optager derfor ikke noget gulvplads. Dette gør dem særligt ideelle til mindre rum. Front gaspejse fås i mange forskellige størrelser og designs, lige fra klassiske til moderne, så der er noget til enhver smag og stil.
2-sidet gaspejs/hjørnepejs
En 2-sidet gaspejs bliver også kaldt for en hjørnepejs, da pejsen har 2 glassider ved siden af hinanden, hvilket gør det muligt at placere pejsen i et hjørne. Hjørnepejse er designet til at udnytte ellers ubrugt plads i rummets hjørner, og er derfor en ideel løsning til mindre rum. Hjørnepejse findes også i forskellige stilarter og materialer, så du kan finde én, der passer til din indretning.
Varmeeffekt og størrelse på gaspejs til mindre bolig
Skal du have en gaspejs til en mindre bolig, er det også vigtigt at være opmærksom på gaspejsens størrelse og varmeeffekt. Hvis gaspejsen skal opvarme et mindre rum, behøver varmeeffekten ikke at være lige så høj, som hvis den skulle opvarme et større rum. Det er derfor vigtigt, at du har undersøgt størrelsen og varmeeffekten på gaspejsen, for at undgå at der bliver for varmt i hjemmet.
En gaspejs der opvarmer med naturgas, og som har en varmeeffekt på 6 kW og en størrelse på 40-75 cm er som udgangspunkt nok til at opvarme et rum på omkring 60 m2. Dette kan give dig en indikation af størrelsen på gaspejsen, og hvad varmeeffekten skal være. Forhandleren af gaspejsen vil desuden kunne hjælpe dig med at finde den helt rette størrelse til lige præcis dit hjem.
Tips til indretning med gaspejse i små rum
Når du skal indrette med en gaspejs i et mindre rum, er det generelt vigtigt at vælge en pejs, der har en størrelse, som passer til rummet, for at sikre at pejsen ikke afgiver for meget varme. Derudover er det en god idé at placere pejsen, så den enten fungerer som fokuspunkt i rummet, eller så den udnytter pladsen i et ubrugt hjørne.
Når du skal indrette et mindre rum, er det samtidig en god idé at holde indretningen omkring pejsen enkel, for at undgå at rummet virker overfyldt og for at sikre et godt udsyn til pejsen. Vil du gerne have mest muligt pejsehygge, kan du dog overveje at placere siddeområder omkring pejsen, så du og dine gæster har mulighed for at nyde flammerne til fulde.