Portræt af Mads Langer

portraet-af-mads-langer-703x336

Måske er du en af de tusindvis af piger, der i sommers skrålede med på alle Mads Langers sange til Grøn Koncert? Selv hvis du ikke var, ved du helt sikkert, hvem han er, og du kan sikkert også synge med på nogle af hans mest kendte sange – ’3am’, ’Heartquake’, ’Elephant’, ’Wake me up in time’, ’No gravity’, ’Tunnel Vision’, ’Overgir mig langsomt’ og ’I en stjerneregn af sne’ er blot nogle af hans mest populære sange. Men hvad ved du egentlig om Mads Langer? Bliv klogere her.

Fakta

  • Født: 14. januar 1984
  • Fødested: Aabenraa – men opvokset i Skive
  • Uddannelse: Skive Musikskole, Student ved Skive Gymnasium i 2003
  • Debutalbum: ”Attention Please” (2006)

Karriere

Efter Mads Langer blev student ved Skive Gymnasium i 2003, flyttede han til København for at forfølge sin drøm om at kunne leve af sin musik. I starten deltog han i nogle forskellige jamsessions, hvor han også lærte andre musikere at kende. Det var dog først, da han mødte det danske rockband Kashmirs manager, at hans karriere tog fart. Manageren var med til at skaffe Mads Langer en pladekontrakt med Copenhagen Records.

De første år

I 2005 begyndte Mads Langers karriere for alvor at tage fart. I foråret varmede han op til Saybias koncert, og i juni optrådte Mads Langer for første gang til SPOT-festival – en festival i Aarhus, som har til formål at skabe en formidlingsplatform for dansk og nordisk musik. Andre artister og bands, der tidligt i deres karriere har spillet til SPOT-festival er Nephew (2004), Sort Sol (2003), Carpark North (2002), U$O/L.O.C. (2002), Mew (2000), Saybia (2000), Outlandish (2000), Tim Christensen (1999) og Tina Dickow (1998).

Senere i oktober 2005 udgav Mads Langer sin første single ”Breaking News”, som også blev Ugens Uundgåelige på P3. ”Breaking News” blev en del af Mads Langers debutalbum ”Attention Please”, som blev udgivet i 2006. Albummet blev dog ikke så stor en succes, som Copenhagen Records havde håbet, og derfor blev samarbejdet afbrudt. For Mads Langer var det også meget hårdt ikke at opnå det forventede gennembrud, men han har også udtalt, at det var sundt at lære, at alt ikke bare kommer til en.

Flytter til USA

portraet-af-mads-langer-tekstbillede

2006 blev også året, hvor Mads Langer flyttede til New York og Los Angeles, hvor han skrev sit andet album ”Mads Langer”. Han trængte til at komme væk og fordybe sig i sit nye album. Dette album blev dog først udgivet i februar 2009, hvor Mads Langer var flyttet tilbage til Danmark igen.

Det var ikke længe Mads Langer boede i USA. Sidst i 2007 flyttede han nemlig allerede tilbage til Danmark, hvor han begynder at spille små koncerter rundt om i landet.

Samme år, som Mads Langer udgave sit andet album, flyttede han til London. Her arbejdede han videre med sin egen musik, men han oplevede også stor international succes med sin coverversion af sangen ”You’re not alone”. For den fik han guldplade i både Danmark og Italien, og mange andre lande endte sangen som nummer 1 på de forskellige airplaycharts.

International succes

Mads Langer skrev i 2010 under på en international kontrakt med Sony Music. Denne kontrakt indebar, at Mads Langer skulle udgive tre album i Europa og USA. Her udgav han først albummet ”Behold”, som opnåede stor succes, og sendte Mads Langer på sin første store europaturné.

Succesen vokser

Allerede på Mads Langers første europaturné kunne han glæde sig over, at mange af hans koncerter meldte om udsolgt. Begynder også at optræde med andre bands – for eksempel det britiske band Kasabian, ligesom han har optrådt sammen med Maria Mena, hvor de synger duetten ”Habits”.

Mads Langers succes har ført til, at han har deltaget i TV2’s program ”Toppen af poppen” i 2012, hvor han bl.a. optrådte med Sanne Salomonsens ”Overgi’r mig langsomt” – en coverversion, som Mads Langer senere modtog en platinplade for. Dette program var også det første tv-program, som han sagde ja til at medvirke i, og ifølge ham selv, gjorde han det kun fordi, det handlede om musik. Han så det som et vigtigt skridt i sin karriere, men han havde ikke forestillet sig, at han ville blive gjort til ”folkeeje”.

Mads Langers sange har opnået stor udbredelse og succes, og flere forskellige, internationale tv-serier har brugt hans sange.

Mads Langer er uden tvivl i gang med at udleve sin drøm. På sin Facebook-side skriver han: ”I write songs, I record them – I play them live and I love it!”

Diskografi

portraet-af-mads-langer-cd-tekstbillede

Siden debutalbummet i 2006, har Mads Langer I alt udgivet 5 album:

  • Attention Please (2006)
  • Mads Langer (2009)
  • Behold (2011)
  • In These Waters (2013)
  • Reckless Twin (2016)

Han har også udgivet 3 EP’er:

  • Fact – Fiction. Pop – Or??? (2008)
  • Amstrdm EP (2011)
  • Side Effects (2014)