Sådan giver du dig selv og dit liv en makeover

Savner du forandring i dit liv? Få inspiration til, hvordan du kan give dig selv og dit liv en makeover, så du får et lykkeligere liv.

Foer og efter makeover

Skal der ske noget nyt, og savner du forandring i dit liv? Så er det måske tid til at give dig selv eller dit liv en makeover.

Hvis du føler du, at hverdagen er blevet kedelig og ensformig, og du er træt af at kigge på det du ser i spejlet, kan det være en god idé at gå dig selv og dit liv efter i sømmene. Måske finder du ud af, at du rent faktisk har brug for, at der skal ske noget nyt.

Er det tilfældet, skal du begynde at kigge på, hvilke forandringer der skal ske. Trænger din stil til en opdatering, er du træt af dit udseende, eller drømmer du om at få ny bolig? Det kan være en god idé at tænke over, hvad det præcist er ved dig selv eller dit liv, som du gerne vil give en makeover.

Herunder giver vi dig inspiration til nogle af de ting, som du kan give en makeover, og som kan være med til at hjælpe dig på vej i forhold til at skabe et lykkeligere liv og en mere spændende hverdag.

Vil du have en ny sund livsstil?

Viser vægten et par kilo for meget, eller kunne du blot tænke dig at stramme lidt op i forhold til din egen sundhed, så kan det muligvis være her du skal sætte ind. Hvis du ofte rækker ud efter slik og kager og andre usunde ting i stedet for en gulerod eller et æble, skal du i gang med at kigge på, hvad du kan gøre for ændre din livsstil.

Måske skal du i gang med at arbejde med den måde du tænker og føler omkring mad, eller måske skal du ”bare” finde lækre sunde alternativer til den usunde mad du spiser. Her kan det også være en god idé at overveje om du skal i gang med noget træning for at få en sundere livsstil, og i så fald hvilken type træning du skal dyrke.

For at få en sund livsstil og eventuelt opnå et vægttab er det vigtigt, at du vælger en metode som fungerer for dig. Nogle har gavn af forskellige diæter, men for mange fungerer det bedst, hvis der er en balance i den kost man spiser.

Trænger dit udseende til en makeover?

makeup pung til makeover

Har du altid haft den samme kedelige frisure, er du træt af din tøjstil, eller vil du bare gerne have, at der skal ske noget nyt, kan det være, at det er dit udseende du skal give en makeover. Her skal du overveje, om det er dit hår, din makeup eller din garderobe der skal gøres noget ved, eller måske alle tre ting.

Hvis du gerne vil have ændret din frisure, er det en god idé at tage til en god og professionel frisør, som har forstand på den nyeste hårmode, og som samtidig ved, hvilken frisure der vil klæde dig. Overvej her, hvor kort du er villig til at få klippet håret, og om det eventuelt skal farves.

Er det din makeup du gerne vil give et ekstra pift, kan du gå ned i Magasin eller Matas og få lagt en makeup eller få hjælp og vejledning til, hvilken makeup du skal vælge, og hvad der vil klæde dig. Et alternativ kan også være at gå på YouTube og se nogle videoer, der viser, hvordan du kan lægge forskellige typer makeup alt efter hvilket udtryk du gerne vil gå efter.

Mangler du inspiration til din tøjstil, eller trænger din garderobe til en udskiftning, kan du i Magasin booke en personlig shopper og få vejledning til din garderobe. Dette kan hjælpe dig med at finde ud af, hvilket slags tøj der klæder din figur både til hverdag og til særlige lejligheder.

Er du tilfreds med din boligsituation?

Føler du dig ikke glad og tilfreds med din boligsituation, kan det være her, at du skal lave din makeover. Vi tilbringer meget af vores tid i hjemmet. Derfor er det vigtigt, at du føler dig glad og afslappet i din bolig, og at det er et sted du har lyst til at komme hjem til.

Er det ikke det, bør du lave nogle forandringer. Det behøver ikke være store forandringer. Mindre ændringer i boligen kan gøre en stor forskel på helhedsindtrykket. Det kan være, at møblerne bare skal flyttes lidt rundt, eller at du skal have nyt sengetøj eller nye puder. Det kan også være en mulighed at male væggene i en ny farve eller investere i en ny sofa, en ny lampe eller lignende.

Er det ikke nok at give din bolig en makeover, for at du føler dig hjemme, kan det være en idé at kigge dig om efter et andet sted at bo. Måske er drømmeboligen derude et sted?

Har du brug for at arbejde med dig selv?

En makeover handler ikke nødvendigvis om de ydre faktorer ved dig selv eller i dit liv. Det kan også være, at du har brug for at arbejde med dig selv for at kunne blive glad, lykkelig og tilfreds med dit liv. Føler du, at der er områder i dit liv, hvor du skaber forhindringer for dig selv, kan det være en mulighed at opsøge professionel hjælp.

Det kan for eksempel være en psykolog eller en coach, som du kan gå hos med jævne mellemrum. Her kan du få både gode råd samt værktøjer, der kan hjælpe dig med at arbejde med dig selv, så du kan blive gladere og mere tilfreds med dig selv og dit liv.